Ernst von der Recke (1848–1933)

Nu voxer Skyggen af Søilernes Rad

Paa Forums ensomme Fliser;

Det skumrer alt i de Dødes Stad

Over Pilastre og Friser; —

Over dens Brokker og Lavagrus,

Over dens øde Thermer,

Over den enlige Skildvagts Hus,

Som Sagnenes Glands omsværmer;

Det skumrer over den tause Byes

Tomter og sære Minder;

Men om den sittrer endnu et Lys,

Som dvæler paa alle Tinder.

Brungyldent, svøbt i et halvklart Flor,

Svagt aandende, mens det sover,

Løfter sin Kæmpehat imod Nord

Det truende Bjerg derover; —

Bag det alt svinder i Skumring hylt

Monte Sommas forrevne Linie;

Men øverst svæver end solforgyldt

Røgskyens luftige Pinie.

Og Himlen farves i Øst og Sør

Af Solen, som halvt er nede;

Carminrod op mod dens Rosenslør

Staaer Monte San Angelos Kjede;

De fjernere Bjerges faste Contur

Sig tegner mod Himmelranden,

Saphirlys l op og Fod af Lasur

Blødt foldet ind i hinanden; —

Og frem af Slettens violblaa Dis

End løfte sig Mure og Tage

Og Pinieskjærme og Poppelris,

Som holde Lyset tilbage.

Saa viger Skjæret, — den tause Nat

Gaaer frem over Himlens Bue;

Den hvide Fjer i Vulkanens Hat

Farves af Dybets Lue;

Og rød mod de rolige Stjerners Pragt,

Der tindre blændende hvide,

Viser sig Lavaens Ildkatarakt

Ned over dens dunkle Side. —

Det er Sydens Aften og Sydens Nat;

Det er Timer, jeg aldrig kan glemme;

Kunde jeg brede dens hele Skat

Ud for jer Alle derhjemme!

Jeg har søgt at tegne de flygtige Træk

Af Billedet op, før de mattes;

Men det er en Tegning med Pen og Blæk,

Hvor alle Farverne fattes.