Lys Nat og Luftninger lune;
Himlen er uden Skyer;
Over den vide Lagune
Rødt funkle Lidoens Fyr.
Med Sølvblink, enkelte, store,
Vugger sig Havnens Speil;.
Bag den San Giorgio maggiore
Løfter sig mørk og steil.
Men Maanen om Byen væver
Sit sølverne Trolddomsslør;
Under det voxer og hæver
Sig Alt paa de hundred Øer.
Blankt straale Kupler og Tage,
I Pragt Paladserne staae
Saa stolt som i gamle Dage
Uden en Brøst derpaa. —
Alt tyst; paa Vandene svømmer
Venezia i Maanens Glands,
Og Adrias Dronning drømmer
Igjen om sin tabte Krands, —
Om Kronen, Sværdet og Lauren,
Om tusinde Snekkers Vagt,
Om Dogen paa Bucentauren,
Om Tizians Farvers Pragt.
Fra Søilen San Marcos Løve
Speider med Blikket spændt,
Om ikke den lange Prøve
Engang skal være endt.
Om ikke en Lyd af Basuner,
Pauker og Klokkers Klang
Vil vække de tause Laguner
Op for en eneste Gang, —
Om ikke en skinnende Flaade
Med Seil, som svulme af Mod,
Vil bæres med Adrias Fraade
Herop af den stigende Flod, —
Om ikke halvhundred Galeier
Med Bytte prægtigt og stort,
Med jublende Raab om Seier
Vil fure Lidoens Port, — ’
Om ikke dog Brag af Kartover
Vil ryste den slumrende Havn,
Og Tusinders Røst derover
Nævne Morosini ved Navn —
— Alt tyst. Gondolernes Barder
Blinke som skjærpet til Dyst;
Campanilernes mægtige Varder
Speide mod Hav — Alt tyst.
Kun Søen, der vender tilbage,
Tom, som den Leiet forlod;
Endnu som i gamle Dage
Den kysser sin Elskedes Fod, —
Og hvisker med stille Kummer
Henunder Ponte del Vin
Til Dronningen i hendes Slummer:
»O, husker du, da jeg var din?« —
Saa gaaer den langs Kvader og Flise
Vemodig den kjendte Sti
Og nynner en Vuggevise,
Dæmpet —: Forbi — forbi!
Forbi. — Snart Maanen sig dukker,
Og Solen stiger i Glands,
Og atter Venezia sukker
Over sin tabte Krands.
Venezia, 29/4 82.