Ernst von der Recke (1848–1933)

Nu vaagner op den gamle Jord

Og dækker op det tomme Bord

Med Skatte fra sin Kjælder;

I Flor staae Havens Ferskentræer,

Og over Skrænt og Dal en Hær

Af blaa Violer vælder.

Dværgpalmen i Paladsets Gaard

Forfrisket ud sin Vifte slaaer

I Læ af Marmorpiller;

Camellien med en Blomsterflod

Saa hvid som Sne, saa rød som Blod

Imellem Løvet spiller.

Vaarregnen tvættet har for Støv

Stenegens og Orangens Løv

I Monte Pincios Haver

Og lagt et eget Foraarsskjær

Selv om de graa Oliventræer

Og Hundredaars-Agaver.

Og dog jeg føler som et Savn,

Mens ind i Vaarens aabne Favn

Fast uformærkt vi glide,

I denne stedsegrønne Pragt,

Hvor aldrig Vintren ret har Magt

At ryste sin Ægide.

Jeg savner Skovens sidste Blund,

Naar om sin Krands en Aftenstund

Jomfrueligt den drømmer, —

Dens første Smil, naar den et Gry

Sit Øie løfter, jomfrubly,

Og Brudebægret tømmer.

Jeg savner det, der i vort Nord

Gjenklinger som et Guddomsord

Igjennem Helligdommen,

Det Jubelraab, det Seiersbud:

Inat er Skoven sprungen ud!

Inat er Vaaren kommen!

Og derfor mindes jeg jer her

Blandt Sydens stedsegrønne Træer,

I danske Bøgeskove,

Og hver en yndig Blomst, der groer

Jomfruelig af Hjemmets Jord

Imellem Skov og Vove!