Der er en By, og den er gammel alt,
Hvor Østergade hedder Corso,
Hvor Folk med Hoved bli’er »Signor« kaldt,
Og Folk, som mangler Hoved: »Torso«.
Det melder Sagnet jo saa viden om,
At alle Veie føre ned til Rom;
Saa Veien ned
Er god og bred
Og overmaade nem at finde.
Men naar man er der, først da man seer
Den vanskelige Deel af Sagen,
For vil man søge et bestemt Kvarter,
Saa kan man søge hele Dagen;
Og naar man endelig er slumpet til
At komme netop der, hvorhen man vil,
Har man en Gru
For, hvordan nu
Man finder Vei igjen tilbage!
Og hvorfor Nogen fra Nordens Bræer,
Fra Danmarks grønne Skov og Slette
Faaer Lyst at søge just hinanden der,
Er saare vanskeligt at gjætte.
Og at det stundom dog trods Alt gaaer godt,
Den Gaade løser sagtens Amor blot,
Som efter Alt,
Hvad er fortalt,
I »Roma« lønligt er tilstede.
Nu er her To, som i denne Sværm
Forstod den Kunst at træffe sammen;
Magnoliens Krone og Piniens Skjærm
Har nikket til det og sagt Amen,
Og Asti’s Drue har i Druens Land
Bredt skummet ved det over Glassets Rand;
Saa det, vi vil
End føie til
Af Hyldest kun har lidt at sige!
Saa lad os ønske Jer, saa godt vi kan,
En Lykke nu, om ikke evig,
Saa blot saa lang, til Aqva virgo’s Vand
Engang er løbet ud af Trevi!
Og reis saa did, og læg fra Kunstens Land
Til os en Ledning »Acqua Nystrøm« an;
Men allerførst
Stil nu vor Tørst
I dette Glas, vi med Jer tømme!