Det mæled liden Smaafugl, han sad hos Mage sin:
»Og har du seet Prindsessen? hun er saa faur og fin;
Hun er saa smal i Midie og vel tilmaade lang;
Hver Dag hun gaaer i Lunden at høre Fuglesang.«
Alt sad hun liden Elsebeth i Kveld ved Sømmebord,
Og hendes Moder taled saamangt et Alvorsord:
»Du vogt dig for de Svende, ihvor du gaaer i Lund,
Mest for hiin liden Svarte; han haver Svig i Mund.«
Og det var liden Elsebeth, hun gik sin Morgengang;
Der grønnedes de Hækker ved, der blomstred Skov og Vang.
Det mæled liden Smaafugl paa Kviste, der han sad:
Nu bliver Herre Skjære forvist i Huen glad.
Hr. Skjære stod paa Slottet og saae bag Taarnets Glug
Og klatted med en Murske og grised med sin Stuk.
Da blev han vaer Prindsessen, og han var ikke sen,
Men fik i Hast sig tvættet saa nogenlunde ren.
Og det var liden Elsebeth, hun kom i grønnen Lund;
Der mødte hun Hr. Skjære i aarle Morgenstund.
Han var sletikke svarter, men lys af Haar og Lød;
Og det var liden Elsebeth, hun blev om Hjertet blød.
Det haver liden Smaafugl fortalt saa viden om,
Og spurgt det blev for Sanden til Grækland og til Rom,
Hvordan Hr. Skjære taled bag Skovens dunkle Træer
De Ord med megen Liste: »Det er et fagert Vær!«
Paa hvad han mere taled, der ligger ingen Magt;
Men Noget er der dog forvist om Elskov blevet sagt.
Saa minded han Skjøn Elsebeth paa Rosenmund derved,
Saa dere begges Hatte de trilled langt af Led.
Det mæled liden Smaafugl paa Kviste, der hun boer,
Hun taled til Hr. Skjære saamangt et Alvorsord:
»Og vil til Viv du have Prindsessen, du har kjær,
Da maa du bygge færdig først Prindsessefløien her.«
Tak have Herre Skjære, han holdt saavel sin Tro;
Og nu er Fløien færdig, og nu har Hjertet Ro.
Og nu han drikker Bryllup alt med sin væne Maar;
Saa have de da Lykke og Held og blide Kaar!