Et Bud staaer fast: at vi tør ikke vige
Fra Banen, den, som Livet i vort Sind
Har med sin Stylos dybest ristet ind,
Streng som en enkelt Linie, klar og lige:
Den peger mod et Aftenrødens Rige,
Hvor vi gad holde Skridt med Lysets Skin,
Hvor vi gad løfte Skjæbnens Taagespind
Og titte under Gaadeslørets Flige.
Den viser mod en Kimings dunkle Bræm,
Bag hvilken Livets Plan maa dukke frem
Som Kysten, der af Hav engang maa stige.
Og Veien til den i det dunkle Graa,
Den gjælder det i Alvor om at gaae;
Det gjælder her om Mer end blot at hige.