Det gjælder her om Mer end blot at hige
Med Haanden ørkesløst i Skjødet lagt,
At vente det, vor Hu staaer til, os bragt
Som Naadeskjænk fra de Udødelige, —
At troe, at det i Sandhed gjør os rige,
Blot det som moden Frugt ved Tyngdens Magt
Vil falde os for Fode i sin Pragt, —
At ville, det skal dale, vi ei stige.
Nei: kunde Maalet synke ned til os
Og ikke byde al vor Møie Trods,
Hvem kunde da vel troe det værdt at vinde?
Vor egen Evne faaer vi bruge smukt
Og ikke glemme Fjerene til Flugt
Som Fugl, bag Burets Stænger lukket inde.