Saa skjær du er som Blomstens Dugg,
Saa lys som Morgenskyens Guld,
Saa let som Vintersneens Fnug
Og Somrens Dun af Ageruld.
Og naar mit Øie mangen Stund
Har fulgt din Svæven stolt og glad;
Saa trænger til mit Hjertes Grund
En Frygt, — jeg veed ei ret for hvad, —
At du kan flyve bort paastand,
Blot ved et Suk af Luftens Aand,
At du som Sne forsvinde kan,
Blot jeg dig rører med min Haand.
Men seer af Feil hos dig jeg Spor,
Og jordisk Støv at hænge ved,
Er det et Lykkebud, jeg troer,
At jeg tør eie dig i Fred.