Forgjæves Kval og Møie!
Forgjæves har jeg stridt
Mod det, som fra dit Øie
Tyst sænker sig i mit, —
Har stridt med Angst og Lede,
Med Spottens skarpe Pil
Og beilet til din Vrede
Som Andre til et Smil, —
Har stræbt et Dyb at lægge
Imellem os med Flid
Og ødet for os begge
Kun Lykke, Haab og Tid.
Thi blot du Øiet løfter,
Før Synet end kan flyes,
Saa fyldes alle Kløfter
Imellem os med Lys, —
Saa gløde Sten og Klipper
I Gryets varme Sol,
Saa Isen Taget slipper
Og glider fra sin Stol, —
Og over Dybets Skygger,
Al Sorg og Harm tiltrods,
En Bro af Lys sig bygger
Endnu imellem os.