Tidt, naar jeg mit Liv har forbandet
Og tvivlet paa vanlig Vis
Og tabt min Tro paa alt Andet
End Taage og Sne og Is, —
Saa vaagner dog atter Violen,
Og Frosten og Taagerne flye,
Og du er som fordum Solen,
Der byder: Vaagn op paany!
Du Sol, som mit Hjerte brænder,
Min Kjærligheds Sol! Hav Tak
For al deri Grøde, du sender
Efter den lange Brak!
Og glemmer jeg nogensinde,
Fra hvem der kom Lys og Vaar,
Saa gid der aldrig maa skinne
En Straale af Lys, hvor jeg gaaer!