Velkommen, I, der stævned hid,
Hvor Kræfter prøves sammen!
Det skal dog spørges om vor Strid,
At den er fælles Gammen.
Og bliver Nogle her de Smaa,
— Hvad altid Nogle gjorde! —
Den Krans, de her ei kunde naae,
Skal end dem fremad spore.
Thi ei blot Hæder for en Dag
Vi offre Slid og Møie;
Et andet Maal, en større Sag
Er, hvad vi har for Øie:
Er vi mod Mange kun de Faa,
Des mer maa Hvermand gjælde,
I Nød et Folk i Vaaben staae
Mod fremmed Herrevælde.
For hver en Gang, vi holde Thing
At maale vore Kræfter,
Des mer maa vides ud vor Ring,
Des Fler os følge efter.
For hver, som hævder første Rang,
Mens Andre haardt ham trænge,
Des høiere til næste Gang
Bør Seirens Laurbær hænge.
Men ingen Avind paa hans Vei
Skal mindske ham hans Ære:
Det gjælder for vor Sag dog ei
At synes, men at være.
Og den, som tager første Pris,
Ham være Byttet undet;
Det tabes her paa ærlig Viis,
Og ærligt bli’er det vundet.
Saa vorde for os Mindet lyst
Om Nordens Skyttemøde:
Blot Minde om en munter Dyst,
Hvor intet Saar vil bløde!
I Folk, der hid paa Hærtog trak,
Som Venner Venner gjæste,
For eders Komme først hav Tak!
Gjør nu som vi jert Bedste!