I.
Nu sank paa Danmarks Helikon
Det sidste stolte Træ;
Nu tier Vølvens Spaadomsaand,
Som taled i dets Læ.
Vor Fremtid som et lukket Land
Er skjult for os i Nat;
Naar løfter atter En som han
Dens runebundne Skat?
II.
Der fløited en Fugl over Furesø
En Aften i Vaar;
Da lytted i Danmark hver Svend og Mø,
Som Elskov forstaaer.
Der svang sig en Flyver med større Fang
Om Belter og Fjord;
Dens Toner var høifundet Guld, der klang
For Folket i Nord.
Der svæved en Svane tilsidst med Sang
Mod Himmelens Bryn;
I Solen den saae, til vor Jord engang
Svandt bort for dens Syn.
III.
Og Aar vil komme, Aar vil gaae,
Før Luren, han har blæst, vil høres gjalde,
Før Nogens Haand vil Harpen slaae,
Der høitidsstemt det hele Folk vil kalde.
Men til vor Kunst engang skal naae
Det sidste Bjerg, det høieste af alle,
Vil hans, mens om os Skygger falde,
Som Glans af Dag for os derover staae.