Ernst von der Recke (1848–1933)

Velkommen, I, hvis Sommerbo

I Midnatssol blev tjeldet,

Hvor neppe Mos har Lyst at groe,

Og Bræer skure Fjeldet!

Laa I paa Is i Somrens Tid

Og sov i Soveposer,

Bør nu jer Vinter vorde blid

Og Veien strøes med Roser!

Hvad I har viist af Heltemod,

Til Staal i Fare hærdet,

Hvordan for Maalet Liv og Blod

I voved uforfærdet,

Hvad Bytte fra jer Orlogsfærd

I lagde ned herhjemme,

Vil mindes andensteds end her

Og ikke gaae i Glemme.

Men lad der tales sande Ord

Om Hæder, I har vundet,

Om Veien i det høie Nord,

I første Gang har fundet;

Lad Undren staae om Kystens Vold,

I voved først at gjæste, —

At I kom hjem i god Behold,

Er her idag det Bedste!

Tag nu vor Tak, og tag et Hvil,

Hvor ingen Fare truer,

Hvor ikke Druen er fossil,

Og Isen ikke skruer!

Har I jer stridt med freidig Aand

Blandt „Fonner” ned fra Norden,

Saa hil, naar I til „Carlsberg-Fon”

Er naaet fra Carlsberg-Fjorden!