I.
Mens Aarets Livssecunder
Med Hast mod Enden ile,
Jeg sidder endnu vaagen
Og kan ei gaae til Hvile.
Det er, som man en gammel
Bekjendt Farvel skal sige,
Og fra hans Helsotsleie
Har ei man Lyst at vige.
Mens man med Uhret for sig
De sidste Pulsslag tæller,
Op fra forborgne Kilder
En Strøm af Minder vælder.
Man husker end vemodigt,
Hvad Godt os Vennen skjænked,
Hvormange glade Stunder
Han ved sit Bord os bænked, —
Hvad Vin han gød i Bægret,
Hvad Toner han gav Text til,
Hvad Solskin han os bragte,
Hvad Blomster han gav Væxt til.
Og Alt, hvad før os stundom
Til Vrede mod ham ildned,
Er nu i Afskedstimen
Forvisket halvt og mildnet.
Hav Tak da, gamle Kjending,
For Alt, for Sorg og Lykke;
Lad mig i Fred til Afsked
Dig øiet til nu trykke.
II.
Den sidste Time rinder
I Glasset uden Dvælen,
Og med de sidste Sandskorn
Vi kaste los fra Pælen.
Omslørt af Vintertaagen
Vi glide ud mod Havet,
Hvor Fremtidskysten ligger
I Midnatsmulm begravet.
Fra snebedækte Vange
Og blomsterløse Lier
Styre vi ud mod Maalet
For vore Drømmerier.
Ei mere til det Svundne
Vi vende gad tilbage;
Men Ilden fra dets Arne
Vil dog vi med os tage.
III.
Du Kæmpeknop, Aarhundred,
Som bier ei Aurora,
Men springer ud ved Midnat
Som Cactus grandiflora!
Paa Tidens gamle Stamme
Brat sig til Syne lade
Din Krones hundred store,
Uplettet hvide Blade.
End veed man ei, hvad Løndom
Der gjemmes i dit Bæger,
Om Gift maaske, som dræber,
Om Nektar vel, som kvæger.
Man gjætter ei, hvad Skjæbnen
Paa hvert et Blad vil skrive,
Om blodig eller gylden
Dens Digterskrift vil blive.
Eet veed vi kun, vi mægte;
For Eet vi Skylden bære:
Om Skriften der skal læses
Med eller uden Ære.