Det var en Stormnat, fyldt af Gru og Blod,
— Hos Danske gaaer dens Saga sent af Minde, —
Men og en Nat med Viljekraft og Mod,
Som værged Danmarks Hjerte mod dets Fjende, —
En Stund, da enigt Alle sammen stod,
Student og Købsvend, Borgermand og Kvinde, —
En Alvorsstund, vi end idag kan feire
Som en af Folkeaandens bedste Seire.
Halvtredie Hundredaar randt siden hen
Med andre Kaar, skjøndt ofte vel med trange;
Den fordums Fjende skifted om til Ven,
Og fordums Venner hærged vore Vange.
Den By, hvis Lod blev kastet, staaer dog end,
Kan nu med Mandtal som en Storstad prange;
Ti Gange Fler er vi end vore Fædre —
Blev ellers vi mon større eller bedre?
Her staaer en By, — har end den Mænd til Vagt,
Som dem, den fandt i Nødens Øieblikke,
Der kjendte kun een Lov, een Pligt, een Agt
Og turde for den roligt Døden drikke?
Her staaer en Nutidsby med større Pragt,
Dens Vold er sløifet længst, den reises ikke;
Mod Fjender er vi — mer end før — kun Dverge,
Og hvem vil nu mod dem sin Arne værge?
Ja: spørges maa der. Men i Tvivlens Nat
Til Eder lyder der en Røst, I Unge:
Det mørknes trindt, et Lyn kan komme brat
Og Tordnen da som Domsbasunen runge.
Til Eder fremfor Alt et Haab er sat,
Et sidste Haab for Tider, alvorstunge,
Da mindre spørges selv om Skam og Ære
End om at være eller ikke være.
Husk I den Faneed, som Fædre svor,
Husk den, hvor Sproget er en pansret Næves!
«Døe i sin Rede» var en Konges Ord,
Hvem veed, om Tider komme, da det kræves?
Mens Skyer leires om den hele Jord,
Og skjult bag dem en Væv af Norner væves,
Hold Et blot fast, hvor knap vi Andet skjønner:
At Danmarks Fremtid er kun I, dets Sønner!