Tre Snekker stevned en Foraarsdag
Nordfra ned under Danmarks Flag.
De stod under Seil fra Christianssand
Og satte Kurs imod Helgoland.
Af støtte Mænd var en Flok om Bord;
Instrux var given i korte Ord:
Ordre fra Liitken: «Gaa med Gud,
Søg Fjenden og slaa ham!» var hans Bud.
Der dukked over Kimingens Brem
Master af andre Fregatter frem.
Og Chefen stod paa sin høie Bro
Og peged ud med sin vante Ro:
«Folk, vi har Fjenden for os der;
Jeg venter, I gjør jer Pligt Enhver!»
Saa mødtes de, Lige med lige Mod;
Planker braged og flød med Blod.
Stykkerne glimted Lyn paa Lyn
Og Dampen lukked det frie Syn.
Da stod et Baal over Taagens Rand:
«Schwarzenberg»s Reisning fuldt i Brand.
Et Hurra! Endt var den vilde Leg;
Seiren var vunden; den Slagne veg. —
Tre Snekker bar os et Budskab hjem,
Et fagert Minde, vi fik i Gjem:
En sidste Glæde, en sidste Bedrift,
Vi skrev paa Havet i Lueskrift, —
Seiersgudindens Afskedskys,
Før Herredømmet gik tabt til Søs.
Saa lagdes de op; deres Tid var endt;
En yngre Slægt har dem neppe kjendt.
De Svaner, som stolt paa Bølgen svam,
Er nu ikke Andet end gammelt Kram.
Den rappeste Seiler blandt hine tre
Skal sælges, den selv til Spot og Spe.
Men Somme finde det endnu Tort
At kaste dens Minder for Penge bort.
De mene: hvo mer paa Æren seer,
Vil give sin Skjærv, at det ikke skeer.
De har for dens Frelse endnu et Haab
Og sender om Landet ud et Raab,
Et Opraab lyder fra deres Chor
Blot med en Ændring af Suensons Ord.
«Folk, vi har Skammen for os her;
Vi venter, I gjør jer Pligt Enhver!»