Sang, du Himmelbaarne, Milde,
Som hos Dødelige boer!
Sang, hvis klare Perler trille
Til Enhver paa Jord!
Sang, du Kunstens Morgenrøde,
Tændt om Slægtens første Fjed,
Livets Kald og Førstegrøde,
Første Blomst, som os imøde
Groer i Hjemmets Bed!
Sang, vor Vuggeskjænk, som klinger
Til os, før os Ord kan naae,
Sang, som giver Ordet Vinger,
Fra vi først forstaae!
Sang, vi om vort Dagværk flette,
Fælle for vor Ensomhed,
Sang, som ildne kan den Trætte,
Veien korte, Ryggen rette,
Naar vi bøies ned!
Sang, som Hyttetaget løfter,
Blomstersmykker fattigst Bo,
Sang, som over Livets Kløfter
Slaaer sin gyldne Bro!
Sang, vor Hjelper i vort Yrke,
Guldfund i vort eget Bryst,
Du os følge, du os styrke!
Dig vi hylde, dig vi dyrke,
Mens vi eie Røst!
Saa høie Bølger brused
Hen over By og Land,
Kun Mislyd trindt de hused,
Da «Skjald» gik frem som Mand.
Og gamle Toner klang
Gjenfødte i hans Stemme,
Og atter fra sit Gjemme
En Vellydskilde sprang.
Selv forrest i de Rækker,
Der end for Retten stred,
Som Raaber og som Vækker
Med freidigt Mod han skred.
Paa Vei fra Dyst til Dyst,
I Alvor og i Gammen,
Hjalp han at holde sammen
Og gjøre Sindet lyst.
Og har han stridt med Ære
I fem og tyve Aar,
En Krans skal nu han bære,
Vi slynger om hans Haar.
Som fordum ung og trøst
Han røre sine Strenge
Og røre dem saa længe,
Man lytter til med Lyst!
Pris være dog for Alt dig bragt,
Du Sangens Magt,
Som mægter os at samle, —
Bag Fyrstepragt og Tiggerdragt
Faaer Hjerter til at slaae i Takt
Hos Unge som hos Gamle, —
Som vidt og bredt gjør Alt til Et,
I Kirkens Chor, ved Gildesbord,
Om Grav og Brudeskamle!
Ja, hil dig, Sang! du fælles Røst
For hvert et Bryst,
Som aande kan og sanse, —
I Sorg og Trøst, i Haab og Lyst,
I Hvil paa Seirens gyldne Kyst,
I Storm mod Fjendens Skanse!
Du ene Tolk for alle Folk!
I Livets Vaar, i Oldingsaar
Skal dig vor Hylding kranse!