Du klare kan mit Væsens Stier vilde,
Du finder gjennem Mørket alle Veie
Til Malmets Gang og Ædelstenens Leie,
Til frugtbar Vang og til den skjulte Kilde;
Du kjender Stedet, hvor i Kvelden silde
Gjengangere med Trods at samles pleie,
Hvor Natlys brænder over gravgjemt Eie,
Om end ved Dag en Lærke slaaer sin Trille.
Og fra det Dyb, som du med Klarhed fylder,
Dets mørke Vand, hvorover Taagen svæver,
Dets sære Kobold og dets Elv og Nøkke,
Der stiger nu en Hilsen, som dig hylder;
I tusind Toner sig en Lovsang hæver:
Hav Tak, min Kjærlighed, for Lys og Lykke!