I. Til Tegning af S. Simonsen.
I Sommerhede sittrer
Campagnens fjerne Rand;
Vandledningen forvittrer,
Glødende, tom for Vand.
Det lille Æsel skrider
Frem i det støvgraa Spor
Og bær paa begge Sider
Sækkene, fyldt med Foer.
Omkring det brænder Solen
I evigt skyfri Pragt,
Og øverst Campagnolen
Ligger paa Læsset strakt.
Dog muligt — Æslet eier
Stundom en Slump Kritik,
Det Noget overveier
Efter sin Races Skik:
„Skal jeg, hvad knap jeg aarker,
Bære det hele Kram
Og tilmed, mens han snorker,
Tænke paa Alt for ham?
„Hvad om jeg nu gad trække
Derhen, hvorfra vi kom,
Og smed ham med hans Sække
Af i en Port i Rom?
„Hvis her var godt med Græsset
Og Luften mindre hed,
Lagde jeg helst med Læsset
Mig ganske roligt ned, —
„Ja, fik jeg Lyst at spille
Et Puds, var Tingen nem;
Men — er det værdt at drille
Ham nu, da det gaaer hjem?”
II. I Jomfrutanker.
Høit i den klare Morgenstund,
Mens Duggen glimrer ny,
Før Jorden ret er vakt af Blund,
Der slaaer alt mangen Fugl i Lund
Og Lærken under Sky.
De synge som en Varselssang,
Imens jeg lytter til;
Omkring mig paa min Morgengang
Det er, som hvert et Straa i Vang
Mig Noget melde vil.
Det smiler, hvisker om mig Alt,
Det jubler høit iblandt;
Men dog, om det paa mig har kaldt
Og hvad der bliver mig fortalt,
Forstaaer jeg aldrig grant.
Du lyse Vang, hvor intet Skridt
Har traadt i Duggen Spor,
Hvor Øiet svæver bredt og vidt,
Du ligner Sindet, ungt og frit,
Hvor ingen Elskov boer.
Dugdraaber I, med Demantglød,
Jeg veed, I vare kort;
Hvad bringer Dagen, — Storm og Nød
Eller de første Rosers Glød,
Naar I er tørret bort?
Hist dukker der en Vandrer frem,
Han følger Markens Sti, —
Med Stok og Ransel i en Rem,
— Mon En, som gjæste vil vort Hjem,
Eller han gaaer forbi?