Jamen, Moder, hvad er det for Noget, der staaer
I den Bog, du læste i for mig igaar, —
Kan Blomsterne tale og synge?
Nu har jeg siddet en Tid saa lang
Og seet paa den hele Klynge;
Men ingen talte et Ord eller sang;
De vil bare nikke og gynge!
„Ja, lille Dreng, du husker vel nok
Katten du saae med dens Killingeflok
Deroppe bag Gavlens Luge?
De kan ikke springe, knap krybe endnu,
De faaer Øine først om en Uge;
Og har man faa’t Øine og Øren som du,
Det er Ting, man maa lære at bruge.
„Der er Meget i Have og Skov og Eng,
Som sletikke sees af en lille Dreng;
Der er Meget, han ikke kan høre.
Vi Mennesker støie og træde haardt,
Men Blomster er fine og skjøre;
Deres Tale og Sang er af egen Sort
Og ikke for Alles Øre.
„Men den, som rigtigt er bleven klog
Paa Bladenes Tale og Blomstens Sprog,
Kan høre deilige Toner:
Hver Dag der klinger en Morgenbøn
Fra Klokker og smaa Anemoner,
Hver Nat, naar Dagen var lys og skjøn,
En Tak fra de nikkende Kroner.
„Naar Himlen stundom er mørk og graa,
Og Skyerne drive saa tungt derpaa
Og lavt over Skoven hænge,
Kan man høre Blomster i Knoppernes Gjern
Som smaa, utaalmodige Drenge
Sige: „Den deilige Sol skal frem!
Vi vil ud! Vi har ventet saalænge!”
„Men naar saa den gaaer frem over Bakkens Top,
Og de unge Knopper lukke sig op
Straalende, hvide og røde,
Da lyder en Sang i den friske Luft
Med Toner, klare og bløde,
Der stiger iveiret i Glans og Duft
Somren og Lyset imøde.
„Naar Bygen vasker hvert Straa og Blad,
Juble de høit, som naar Børn er i Bad,
Og har næsten Lyst til at prale;
Men svider Solen den hele Egn
Og ikke en Draabe vil svale,
Bede de ganske sagte om Regn,
Og vil ellers sletikke tale.
„Og naar Dagen var hed, naar da Solen gaaer ned,
Mens Taagen staaer hvid over Mosens Bred
Og Himlen faaer Farver, som blænde,
Kan man høre den Blomst, der var syg og mat,
Nu da dens Liv er tilende,
Aande sorgløst ud i den lyse Nat
Med en Fred, som kun Blomsterne kjende.
„Du lærer, min Pusling, vel nok engang
At kjende Blomsternes Sprog og Sang,
Naar du selv vil bruge dit Øre;
Til da maa du troe, du eier paa Jord
En Skat, som du ikke tør røre;
Verden har meget af Toner og Ord,
Som ikke smaa Drenge kan høre!”