Nu skinner Solen atter varm,
Paa Ruden tørres Taaren;
Dog Planten i min Vindueskarm
Før mig har mærket Vaaren:
Alt nu den løfter høit paa Arm
En Knop, i Løndom baaren.
Du fine Blomst med Purpurlød,
Som uformærket kommer,
Vær mig et Haabets Tegn i Nød
Hvor intet Fremsyn trommer,
Et Varsel, at i Vintrens Skjød
Kan ligge gjemt en Sommer!
Og lær mig, mens jeg Vinterkaar
Og Knapheds Tvang maa døie,
Nøiet med Stadet, hvor jeg staar,
Med aabent Sind og Øie
At bruge dog hvert Glimt, som naar
Af Lys mig fra det Høie!