Nu er der saa bart herinde,
Haven saa taus og tom,
Ingen Hvileplads er at finde,
Siden Linden blev hugget om.
Det gjorde mig ondt forøvrigt;
Det var Havens smukkeste Træ,
Taget saa lyst og løvrigt,
Og Fuglen sang i dets Læ.
Jeg havde i fordums Dage
Plantet det selv derhen,
Og det Liv, som jeg har tilbage,
Kan ei bringe Magen igjen.
Jeg troede saa fast, vi Tvende
Skulde voxe og være som Et;
Men nu maatte det have en Ende;
Det skygged for vidt og bredt.
Saa hug jeg Linden for Fode.
Der blev lidt tomt, da den faldt;
Jeg tænkte ei eller troede,
At den her i Haven var Alt.
Noget gik ogsaa i Løbet
Af, hvad jeg har pleiet med Flid;
Hver Rose, som laa i Svøbet,
Er brudt før Rosernes Tid.
Nu er der bart herinde,
Ingen Fuglesang eller Duft,
Intet Læ for de skarpe Vinde;
Men nu kom der dog engang Luft!