Byd mig ei plukke de Blommer,
Som voxe trindt paa min Sti;
Thi midt i den straalende Sommer
Gaar jeg dem blind forbi.
For mig er kun til den ene,
Som bliver, som er og var,
Hvis fine, tornede Grene
Har ristet mig mangt et Ar.
Hvert brændende Purpurmærke,
Hvert Saar, den mig gav, hver Rift
Er Runer, dybe og stærke,
Som gjemme min Skjæbnes Skrift.
Alle de hundred Sange,
Jeg skrev om dens Mund og Kind,
Er Traade ligesaa mange,
Hvoraf jeg er selv spunden ind.
Alle de tusind Tanker
Jeg vied den før og nu,
Er tusinde Blomsterranker,
Som lænke til den min Hu.
Omkring den straale og gløde
Som Roser med dugget Glans
Snart lyse, snart dunkelrøde
De dyreste Minder i Krans.
Og vilde jeg Kransen bryde,
Jeg havde ei Mod eller Magt;
Thi Intet kan Nuet byde,
Som kommer den nær i Pragt.
Byd mig ei plukke de Blommer,
Som voxe trindt paa min Sti;
For mig har kun Minderne Sommer;
Livets er længst forbi.