Allerede gulner Haven;
Nordenvinden ryster Løvet,
Ned fra Linden Bladet falder,
Alfen flygter bort bedrøvet.
Rosens sidste Knopper visne;
Eviggrøn staar kun min Længsel;
Ingen Frost og ingen Storme
Naae til Hjerteknoppens Fængsel.
Halvt i Drømme Knoppen hvisker,
At engang vil smaa Konvaller
Ringe Vaaren ind og Timen,
Da dens Fængselsmure falder.