Jeg mindes, jeg gik —ja, hvad var det Alt?
Kunde jeg holde det fast!
Om ikke jeg dog kan knytte igjen
De Traade, der for mig brast?
Stykkeviis dukker det atter frem
Og gaaer mig som Glimt forbi; —
Tog jeg mon feil, naar det kom mig for,
Der var et Slags Mening deri? —
Jeg mindes, jeg gik ad en Marksti hen;
Jeg var kun en lille Dreng;
Der stod en Mand og blæste et Horn
Midt paa den grønne Eng.
Jeg mente at kjende Hyrden i ham.
Den gamle, fra Bysens Mark;
Og mens han blæste, sprang Blomst af Jord
Og Løv af Træernes Bark.
Det var mig ganske naturlige Ting;
Jeg agtede lidt derpaa:
Vi var jo dog alt ved Jevndøgnstid,
Og Vaaren i Luften laa.
Saa gik jeg freidig imod ham hen
Over den blommede Vang
Og bad ham: Laan mig det Horn, du har,
Og lad mig blæse en Gang!
Han rakte sin Haand med Hornet ud,
Blikket imod mig vendt;
Da først blev jeg vaer, at det var en Mand,
Jeg aldrig før havde kjendt.
Jeg mindes end, skjøndt han taled tyst,
Hans Stemmes mægtige Klang:
„Laane det maa du: husk, det er mit;
Jeg kræver det af dig engang.
„Og husk, man kan blæse et Horn saa falsk
Og blæse det saadan til Men,
At ingen Mester i Evighed
Kan mere faae Tonen ren.”
Saa var han borte, i samme Nu
Forsvunden, tyst som en Aand;
Ene jeg stod paa den vide Eng,
Og Hornet var i min Haand —
Hvad videre? Fulgte mon Noget paa,
Som ikke er mer mig klart,
Eller jeg sprang over Snese Aar
Med Drømmenes Lyntogsfart?
Jeg veed kun, Tider var rundne hen;
Vidt var jeg vandret af Sted;
Men hvor jeg vanked i Ost og Vest,
Der havde jeg Hornet med.
Og Meget havde jeg seet og hørt
Og levet og tænkt og læst;
Men Alt, jeg følte, havde jeg ud
I Verden som Toner blæst, —
Blæst havde jeg Hornet for Land og By,
Blæst saa længe og tidt,
Blæst det, til næsten jeg havde glemt,
At ikke det helt var mit.
Saa var det en Kveld efter Solnedgang,
Jeg stod paa den duggede Eng,
Og saae mod det svindende Purpurskjær,
Som kransed Dagkongens Seng.
Jeg stod vist længe, mens Mørket faldt
Og Stjernerne steg i Pragt,
Da foer jeg sammen — der blev med Et
En Haand paa min Skulder lagt.
Jeg vendte mig om — en Mand der stod,
Jeg følte i Mørket hans Blik
Og kjendte Stemmen, som spurgte kort:
„Hvor har du Hornet, du fik?”
Og strengt lød Ordet — jeg var derved
For Bæven ei ganske fri —:
„Giv hid! lad høre, om du har blæst
Mig falske Toner deri!”
Jeg rakte Hornet, jeg fandt ei Ord;
Han satte det for sin Mund
Og blæste, saa det med Gjenlyd klang
Ud over den slumrende Lund.
Det var en Tone saa ren og skjær,
Saa underfuld rund og stor,
Som aldrig Nogen — det følte jeg grant —
Har hørt den tilforn paa Jord.
Jeg laa for hans Fod, mens Angst og Fryd
Mig fyldte i samme Nu,
Jeg greb i hans Kjortelflig og bad:
Lær mig at blæse som du!
„Giv Tid!” lød Stemmen, lidt mindre streng;
„Siden, kan hænde, — engang!
Behold mit Horn, til vi atter sees;
End har det en Rest af Klang.
„Agt vel, at Tonen, til det skal skee,
Endnu er en Kjende værd.
Se did!” — han strakte sin Arm — „og husk;
Jeg kræver det af dig — der.”
Jeg løfted øiet og stirred ud
Efter hans Fingerpeg:
Frem af det dybeste Mulm i øst
En Kæmpeportal der steg.
Svagt tegnet, sort i den sorte Nat,
Knap saaes dens Fod og dens Top;
Da gled, som ført af et Pust, med Et
Dens Fløie en Smule op.
Ud gjennem Sprækken et Væld af Lys
Som tusind Demanters brød,
Der søgte, skarpt som et slebet Sværd,
Mit øie i Mulmets Skjød.
Og blændet af Lysets Underpragt,
Jeg skygged for det med Hast —
Da lød der et Brag, det kom mig for,
Som Grunden under mig brast.
Haardt stred jeg for at faae øiet op,
Jeg aabned det med Besvær —
Drømmen var endt; gjennem Vindvet brød
Den gryende Morgens Skjær.