Aakandeblad, som let paa Dammen flyder,
Med Rod i Dynd, hvor knap du bunde kan,
Delt mellem Lysets og et Mørkets Land,
Der hver for sig et eget Kaar dig byder:
Din øvre Flade, blank i Solens Brand,
Hvert Stænk af Regn som Perler fra sig skyder;
Den nedre, tvungen af en Lov, den lyder,
Bestandigt vædet af det sorte Vand.
Du kan ei løfte dig, kun opad skue,
Mens Bølgens Skvulp dig hæve eller sænke,
Stavnsbunden der i dine Fællers Kreds;
Dog naar den gyldne Blomst i Solens Lue
Sig løfter rank, det er som, hvad I tænke,
Frigjort engang fra Drømmens Verden sees.