Der voxer en Blomst etsteds paa Jord,
Alverden har ei dens Mage;
I Kalken gjemmes en Perle stor,
Som stiller hvert Savn og hver Klage.
Den voxer frodig og dunkelrød
I Skjul under Bjergets Lide;
Den evige Sne og dens Valmueglød
Er parret Side om Side.
Den groer i den vildeste Klipperift,
Som skræmmer den dristigste Jæger;
Dens Blad er tegnet med Trolddomsskrift,
Og Glemsel boer i dens Bæger.
Om den har jeg søgt Aar ud, Aar ind
Og trodset Farer og Møie,
Paa Afgrundsrand og Klippetind
Med aldrig hvilende Øie.
Om den har jeg søgt( i de lange Aar
Uden at svimle og frygte;
Naar Rosens Knopper sprang ud i Vaar,
Var det Glemselsblomsten, jeg søgte.
For den har jeg stridt hver bitter Strid
Som Andre for Ærens Krandse,
Og spildt mit Blod, min Kraft og min Tid
Og brudt hver Od paa min Landse.
O, vidste jeg dog, hvor Blomsten groer,
At Alt kunde gaae mig af Minde!
Saavist jeg veed, den er til paa Jord,
Saa skal og maa jeg den finde!
Og findes den ikke, vil evigt blind
Min Aand som et Gjenfærd spøge
I Nat og Uveir paa Klippetind
For Glemselsblomsten at søge.