Fuldmaanen høit over Slottet staaer,
Dens Straaler paa Vandet sittre,
Det første Skjær nu til Kirken naaer
Gjennem Vindvets snørklede Gittre.
Da kommer der Liv i det gamle Slot,
Hvor tusind Minder har hjemme;
Det reiser sig høit som en falden Drot,
Der er for stolt til at glemme.
Det løfter sin Tindings mægtige Krands
Og voxer paa alle Kanter,
Det strækker sit Spir i Maanens Glands
Med Glimt som af store Demanter, —
Det skyder iveiret sin Kobberhat,
Aabner et drømmende Øie
Og stirrer ud paa den dunkle Nat
Og paa Skyernes Gang i det Høie.
Og trindt faaer Alt et fortryllet Liv,
Land og den sittrende Bølge;
Natvinden kalder i Breddens Siv
Paa Jagtens forsinkede Følge.
Og Stjernerne dale ned gjennem Sky
Og hvile sig ud paa Tinden
Og see med Undren, hvordan paany
Der rører sig Liv forinden.
Det hvisker, — der gaaer som et vaagnende Gys
Gjennem de gamle Mure,
Mens Maanen tænder de tusind Lys
I Haller og Jomfrubure.
Sølvkandelabren straaler igjen
Paa Mængden i Riddersalen;
Marsken har sat sig ved Vindvet hen
Og smaaleer med Rigsadmiralen.
Slebne Pokaler blinke paa Bord,
Tapeter Murene dække.
— »Kongen!« lyder et dæmpet Chor
Med Et fra Gjæsternes Række.
»Kongen!« Herolder slaae Døren op
Og sænke de sølvsmykte Stave;
Over Tærsklen skrider hans Kjæmpekrop
Med den velkjendte Kniplingskrave.
»Kongen!« — Den flettede, sølvgraa Lok
Over hans Pande falder;
Langsomt gaaer med en guldknappet Stok
Han frem i de kjendte Haller.
Rækkerne skilles og lukkes igjen,
Herrer og Damer sig bøie;
Skarpt og klart, hvor han vender sig hen,
Lyser det ene Øie.
Øverst ved Bordet tager han Plads;
Lydt Trompeterne gjalde,
Idet han løfter det søgrønne Glas
Og hilser mildt til dem Alle.
Henover Gjæsternes lange Rad
Hans Øie søgende vanker,
Han dvæler ved mangt et Ansigt glad
Og falder i dybe Tanker —
Albuen støttet paa Bordets Kant,
Trindt bliver Alting stille;
Tilvenstre staaer den tydske Gesandt
Lænet mod Vinduets Pille.
Kongen stirrer, hvert Træk bliver haardt,
Mørkere bliver hans Mine, —
— Se! Da en Haand stryger Furerne bort,
Eleonore Christine.
Rask paa hans Vink i den brogede Krands
Klinger Fiol og Gambe,
Efter en afmaalt Ridderdands
Herrerne Takten stampe.
Kongen alene vandrer iløn
Taus til sit Bedekammer,
Knæler for Danmark der i en Bøn
Ved Maanens synkende Flammer.
Maanen gaaer ned. Paa Heltens Lok
De sidste Lysstraaler smile;
Dagen vækker sin travle Flok,
Og Borgen ganger til Hvile.