Den dybe, tause Vinternat
Har aandet en Karfunkelskat
Henover Stub og Stene
Og med sit Pust forsølvet mat
Hvidbirkens slanke Grene.
Idag det sildigt vaagne Gry
Seer henrykt fra sin Purpursky
Den Skjønhedsdrøm forklaret,
Som Nattens høie Dronning bly
For Jorden aabenbared.
Klardunkel som et Demantflor
Bortsvæver Taagen over Jord
Med Nattens sidste Tanker
Og strøer Juveler i sit Spor
Paa frosne Rør og Ranker.
Blødt som en Dug af Ageruld
Har Sneen bredt sig over Muld,
Saavidt sig Blikket fjerner,
Og tindrer trindt, som drysset fuld
Med alle Nattens Stjerner.
O, Jomfrusne saa ren og skjær!
Hvi steg du ned fra Himlen her
For Jordens Sol at kjende?
Faaer du og den hinanden kjær,
Har snart din Skjønhed Ende.