Den røde Dæmring drager sig
I Nord bag Kulien ind;
Her paa min Strandbred sidder jeg
I Dagens sidste Skin.
En Efterdønning bruser lidt
Fra Stormen, som er endt,
Og Blus ved Blus jeg seer med Et
Langs begge Kyster tændt.
Jeg studser ved den Flammedans,
Jeg rundtom bliver vaer;
Saa har jeg glemt, det er Sankt Hans
Hvis Aften alt vi har:
Kvasbunker høit i Flammer slaaer
Lånes Sundets dunkle Rand;
Saadan har nu i tusind Aar
De lyst fra Strand til Strand.
Trods Nid og Nag, trods Kjævl og Had,
I Ufred som i Fred,
De Blus stod stadig tændt paa Rad
Og bliver stadig ved.
De feire aarlig tro og tyst
Den gamle Sommerfest
Hos dem, som er trods hver en Dyst
Hinanden Frænder næst.
Og i en Stormtid nu igjen
De bringe Bud som Tolk
Og vexle samme Hilsen end
Imellem Folk og Folk:
At vi har ofte knyttet Baand,
Som atter ofte brast,
Men ende dog med Haand i Haand
At holde sammen fast.