Dengang en aldrig skuet Glans oprandt
Med Salomon som Drot for Israels Rige,
Da han ved Ringens Magt Dæmoner bandt,
Og aldrig Lykken saaes fra ham at vige,
Da stevned did fra hver en Himmelkant
Ei blot de Ypperste blandt Dødelige,
Men Aander selv steg ned fra deres Sphære
For Visdom ham paa Herrens Bud at lære.
Og midt i Skaren, broget nok af Rang,
Af Ry og Herkomst som af Kjøn og Alder,
Der gik en Dag en selsom Gjæst sin Gang
Mod Thronen op i Kongens gyldne Haller,
En Alvorsskikkelse, hvis Aasyn tvang
Til Taushed baade Fyrster og Vasaller;
Det føltes grant, skjønt ei hans Navn blev nævnet,
At selve Døden her var mødt ved Stevnet.
Fra Thronen reiste sig Kong Salomon,
Ei saae ham Nogen undres eller frygte;
Af Hallen gik han, førende ved Haand
Sin Gjæst, og Ensomhed med ham han søgte.
Hvad da han taled med den stærke Aand,
Veed ingen Sjæl og gjætted intet Rygte;
Fra deres Møde blev til Tider sene
Et selsomt Frasagn levnet os alene.
Da Begge kom igjen ved Aftnens Skjær,
Bad Gjæsten: „Lad mig dine Sinder kjende!”
Og paa sin Herskers Vink sig ordned der
I Række Hofmandsskaren for de Tvende.
Mens Kongen nævned Navnet paa Enhver,
Et flygtigt Nik dertil saaes Døden sende;
Kun midtveis studsed han ved et,
mens nøie Han paa dets Bærer fæstede sit Øie.
Alt var det Nat; i Slummer Borgen laa,
Da Salomon gik til sit Sovekammer;
Med Et han saae en Yngling for sig staae;
„Min Konge!” bad han ham med Angst og Jammer,
„Du veed, hvor grufuldt Døden paa mig saae,
Der stod et Rædselsbud i Øiets Flammer;
Forbarm dig! lad mig drage med dit Minde
Langt bort, saa langt, at ei han kan mig finde!”
„Reis, naar du vil det saa,” var Kongens Svar,
„Dog sig, hvorhen du Orlov vil begjære.”
„Min Hest,” gjenmæled Ynglingen, „er snar;
Den skal inat til Askalon mig bære.
En Seiler til Ægypten ligger klar;
Om trende Døgn kan der jeg sikker være.”
„Nu,” svared Salomon, „drag bort i Naade
Og skjul dig der, om ellers Skjul kan baade. ”
Et Døgn var rundet; Døden havde Hast;
Mangt har paa Jorden han at tage vare;
Alt aanded frit, da efter stakket Rast
Han, fulgt af Kongen, gik for bort at fare.
Da spurgte hin ham end: „Sig, hvi saa hvast
Dit Blik har seet paa En i denne Skare;
Du slog en Vunde, som han sent vil glemme;
Hvi har hin unge Mand du villet skræmme?”
„Saa var ei,” svared Døden ham, „min Agt;
Ei vil jeg Gru til Gru med Forsæt føie;
Og havde han ei mødt mit Blik forsagt,
Han havde kun seet Studsen i mit Øie.
Mig undred Mødet her, hvor du har Magt;
Thi længst alt bød mig Herren i det Høie,
At jeg, naar tvende Døgn fra nu er endte,
Skal i Ægypten fjernt hin Yngling hente.”
Stum Kongen stod, mens som et Pust han saae
Guds Vældige, som Alt paa Jord betvinger,
I Taage hyllet mod det Fjerne gaae
Og svinde bort som ført af Taagevinger.
Han havde løftet Skjæbneslørets Graa —
Et Nu og bag det skimtet Herrens Finger;
Den Løndom, Døden der gav ham at bære,
Har Sagnet meldt, de Levende til Lære.