Paa en af Frislands Holme
I Vesterhavets Brus
Havde engang en Jomfru
Et enligt Fædrehus.
Ung havde hun seet Fader
Og Moder lagt i Jord;
En Broder kun hun eied
Paa Havet fjernt ombord.
Han havde bedet hende,
Dengang han bød Farvel:
„Lad ved dit Vindve Lampen
Staae tændt for mig hver Kveld
Og melde mig, naar engang
Jeg seer vor Kyst igjen,
At Søster Elke lever
Og venter her mig end.”
Derfor, mens tro hun røgted
Sin Dont i Livets Strid,
Det Løfte, som hun gav ham,
Hun glemte ingentid.
Ved Vindvet skinned Lampen
Hver Aften, fyldt paany,
At ei den skulde slukkes
Før Stjernerne ved Gry.
Men Dage randt og Uger,
Og Aaret gik paa Held,
Mens Lampen gjød sin Straale
Paa Havet ud hver Kveld.
Vidt blev omkring paa Kysten
Den lyse Rude kjendt,
Og mangen venlig Tanke
Til Elkes Hytte sendt.
Og mangen Sømand priste
Det kjendte Lys, hvis Skjær
I Mulm og Storm ham leded
Mod Hjemmet paa hans Færd.
Kun den, for hvem dets Lue
Hver Nat holdt trofast Stand,
Den vidtforreiste Broder,
Bar ingen Sø mod Land.
Dog aldrig bittre Tanker
I Elkes Sjæl drog ind,
Imens sin Dont hun røgted
Hver Dag med trøstigt Sind.
Og naar hun sent i Kvelden
Sov ind ved Havets Sang,
Var altid det med Tanken:
Han kommer nok engang!
Men Havet sang sin Vise
I mange, lange Aar,
Som bleged Elkes Kinder
Og graaned hendes Haar.
End gik hun, som hun pleied,
Og vented mild og from;
For Olie blev ei Lampen,
For Haab ei Sjælen tom.
Thi mens hun stille lytted
Til Søens dybe Brum,
Kun til en enkelt Stemme
Gav hendes Hjerte Rum;
I Vinterhavets Brusen,
I Sommerbølgens Sang
Een Tone kun hun hørte:
„Han kommer nok engang” —
Aar ud, Aar ind drog Lampen
Paa Hav sit Straalespor
Og meldte tyst for Verden
Om Kjærlighed, som troer.
Da fløi engang uventet
Et Bud med hurtig Flugt
Fra Mund til Mund i Kvelden,
At nu var Lyset slukt.
Og vidt sig bredte Rygtet
I Elkes Nabolav:
„Den Ventede er kommen
Nu langveis over Hav!”
Flux samled sig ved Hytten
En Flok med venligt Sind
Og banked paa og traadte
Ad Stuedøren ind.
Men ingen Stemmer løde
Som ved en Glædesfest;
Den, som fornys var kommen Det
var en ordknap Gjæst.
De saae ham ei, — de følte
Kun lønligt, han var nær;
Og ensom, bleg ved Ruden
Saaes Elke sidde der.
Det brustne Blik end svæved
Flodbølgen fjernt imod;
Udbrændt ved hendes Side
Den slukte Lampe stod.
Det Haab, som aldrig sluktes,
Den Kjærlighed, som troer,
De havde baaret hende
Som Vinger bort fra Jord.