Straal paa min Rose, du Lysets Flod,
Som vælder fra Østens Kjerte
Og strømmer med Morgenens friske Blod
Til hvert et bankende Hjerte!
Straal paa min Rose, du Morgenrød,
Der blusser i Østerlide,
Og spred dine tusinde Rosers Glød
Om min ene, deilige hvide!
Straal paa min Rose, du nye Sol,
Som kjører dit Spand i Tømme
Og høit fra din rullende Agestol
Seer ned paa Blomsternes Drømme!
Straal i dit vældige Herskerløb
Paa min Rose, der smiler i Blunde
Og stiger af Drømmenes Blomstersvøb
Som det fagreste Blomster i Lunde!
Og saae du en Rose saa lys og varm
I Verden, der er dens Mage,
Da vend kun mod den din straalende Karm,
Dvæl, og kom aldrig tilbage!