Saa fast er denne Fortøining,
Saa sært er min Lænke smeddet,
At aldrig der er hverken Føining
Eller Svaghed at finde i Leddet, —
Saa kunstig inden og uden,
Jernstærk og silkesmidig,
At den gjør Gordiusknuden
I Sindrighed Rangen stridig.
Tidt har jeg brugt mine Hænder
For at bryde dens Troldringe sønder,
Og det viser sig, at jeg ender
Bestandigt, hvor jeg begynder.
Hvergang jeg bryder Forstanden
Med en enkelt Ring eller Bøile,
Kommer for Dagen en anden,
Der synes den førstes Nøgle, —
Saa er der et Led ved Siden,
Som jeg først maa prøve at sprænge,
Og saa vid’re, — til træt af Striden
Jeg slipper det langt om længe.
Saaledes gjennemgaaer jeg
Led for Led hele Kjeden,
Og Enden, aner mig, naaer jeg
End ikke i Evigheden.