Hun sover i Ly af den blomstrende Lind,
Mit Hjertes fagreste Eie;
Hun sover deroppe med Rosenkind;
Men Trolddommen vaager og væver sit Spind
Straalende om hendes Leie.
Den svæver om hendes lyse Haar,
Der bølger frit over Puden;
Maanen, der høit over Himlen gaaer,
Alfen, som Vingen i Linden slaaer,
See undrende ned gjennem Ruden.
Den strømmer fra hendes røde Mund
Og lukkede Øienlaage,
Den fængsler mig her i Midnattens Stund;
Mit Hjertes Dronning! Hvil sødt i dit Blund,
Dit Kongerige vil vaage.