I.
Om tvende Støtter Solens Vognløb svinger;
En Meta staaer ved hver af Banens Ender:
Den ene af dem i en Glans, som blænder,
Hvor Luften fuld af Fuglestemmer klinger;
En Glød af tusind Farver om den brænder;
Hver Blomst ved den sit Høitidsoffer bringer;
Selv Natten der har morgenrøde Vinger,
Og Pragten stiger, indtil Sporet vender.
Den anden Støtte staaer i Slud og Kulde;
Omkring den alle Livets Farver blegne,
Og Isen ligger der i Borgeleie.
De gyldne Hjul i Taager fremad rulle,
Og Mulmet tyknes alle vide Vegne,
Til Solens Heste rundt om Støtten dreie.
II.
O Sommersolhvervsdag med Smil, som gløde,
O Sommersolhvervsnat, du drømmerige!
Vist lod jeg tidt til eder Hymner stige
Og drak min Rus af eders Læber søde!
Og dog kan aldrig jeg mod eder hige
Og hvile tryg i eders Arme bløde,
Men seer jer altid med et Suk imøde:
Nu var det Bedste, — nu vil Glansen vige.
Nei, —Vintersolhverv med din Nat, den lange,
Din Mark, hvor ingen Blomster er at sanke,
Dit Hav, som under Frostens Lukke stænges,
Din Dødens Stilhed uden Lærkesange, —
Dig hilser jeg hvert Aar med samme Tanke:
Nu gaaer det opad atter, — Dagen længes.
III.
Er det vel Daarskab, eller er det ikke,
Naar aldrig jeg kan trygt i Nuet hvile,
Naar rastløst mine Tanker altid stile
Mod det, som sløres end for mine Blikke, —
Naar over hvert et Maal jeg, sender Pile,
Naar kun af Haabet jeg min Fryd vil drikke,
Naar kun i Knoppen jeg seer Glæden ligge
Og glemmer, der er Blomster til, som smile?
Og naar jeg trodser Veiens Sand og Stene
F’or aldrig dog at stedes under Ranker,
Kr jeg da, som jeg tidt blev kaldt, en Taabe?
Jeg veed det ikke, men jeg veed det Ene:
At jeg, saalænge som mit Pljerte banker,
Kan altid skuffes — og kan altid haabe.