Høstkarlen meied med sin skarpe Le;
Vi saae de gyldne Ax for Staalet segne,
Og Høstens røde Kinder saae vi blegne
Og Solen gaae til Hvile Klokken tre.
Dog nu, mens Livet blunder allevegne,
Og Marken pudret staaer med Rim og Sne,
Gjør alt det vore Øine godt at see
De unge Spirer sig mod Bunden tegne.
Alt Vintersæden grøn paa Agren staaer;
Det kommer nok igjen, hvad Leen slaaer:
Gaaer det ei opad alt mod Somrens Dage?
Og seer du her ved Juleklokkens Klang
Paa Billedet de modne Ax i Vang,
Saa tænk kun fremad, mens du seer tilbage!