I.
Han kom fra fjerne Lande
Paa Gangeren den graae;
For Borgen holdt han stille
Og langlig mod den saae.
Der stod hun, høit paa Svalen
Endnu som Dagen skjøn;
Og deres Øine mødtes
Endnu en Gang i Løn.
For Vinden lod hun flagre
Til Tegn det sorte Baand;
Saa skjulte sine Øine
Hun med sin hvide Haand.
Med bøiet Hoved red han
Fra Borgen bort igjen,
Red uden Rast og Hvile —
Spørg ikke om, hvorhen.
II.
Jeg fik ei Blund i Øiet
Fra Kveld til det blev lyst;
Mig var det hele Natten,
Som græd der Nogen tyst.
Saa hørte jeg i Haven
En Lyd af lette Skridt
Og saae et Glimt i Flugten
Af noget Slankt og Hvidt.
Mig tyktes, Nogen løste
Fra Broen hist en Baad;
End gjenlød i mit Øre
En Kvindes sagte Graad.
Nu lyser Morgensolen,
Og Graaden er forbi;
En Baad paa Vandet driver;
Men Ingen er deri.