Tidt, naar jeg sidder ene paa mit Kammer,
Da mærker jeg, at mine Tanker jage
Saa vildt og heftigt som i gamle Dage,
Høststormen lig, der knækker Skovens Stammer.
De vælte sig mod dine stille Tage
Fortærende som Hedebrandens Flammer;
Hvergang jeg samler mig og Tøilen strammer,
Føler jeg, mine Kræfter er for svage.
Men naar jeg hører Klangen af din Stemme
Og stirrer op til dine Øine blide,
Har jeg en Fred, jeg ellers ikke kjender;
Da synes mig, jeg kan Alverden glemme
Og sidde hele Livet ved din Side
Og holde dine to smaa bløde Hænder.