See lyse Vætter Guldet atter tvinde
Af Dagens Glød til Nattens Hovedslør;
Nu er den Tid, da Glansen aldrig døer,
Og Natten selv er Dagens lyse Minde.
Men atter spørger mig Dit Blik som før:
„Hvor skal vor Ungdoms Sol igjen oprinde?
Hvor er den Krans, jeg hørte til, at finde,
Hin Slægt af kjække Svende, fagre Møer?
„Var Skjønhedsdrømmen os kun undt saa kort
Og Elskovs Vaar bestemt at veires hen
Som Taagerne, der over Engen glide?
„Har vi vel ødslet Lys og Farver bort
Mens Dagen længtes, — blev kun Graat igjen
Til Dragten, Bruden bær ved Solhvervstide?”