Nye Blomster strøes, hvor Toget frem skal skride,
Som kom med Aarets unge Drot ombord;
Rig nok til Ødslen er den gamle Jord,
Naar den slaaer Øiet op ved Pintsetide.
Men vi, som strøede af vort Hjertes Flor
Det Bedste, som vi fandt, kan Mangel lide
Og spørge tidt os selv med Angst og Kvide,
Om vi har troet vor Rigdom altfor stor.
Om saa det gik mig selv? Var vel min Sang,
Som spired af min Hu for Dig, min Viv,
Kun sjælløst Taagespind, som brat maa svinde?
Vil den mon opstaae til et andet Liv
Og af dens skjulte Livstraad Du engang
See lyse Vætter Guldet atter tvinde?