Vinrosenblad, du lille,
Som mellem Lundens Krat
Din Aande drager stille
I Somrens lune Nat!
Knap ænsed jeg ved Dagen
Den Plet, hvor skjult du groer,
Med Tanken fyldt og dragen
Af Havens Glimmerflor.
Det var ved Dugfaldstide,
Da jeg dig gik forbi:
Jeg mærked Strømme blide,
Som krydsede min Sti.
Mens andre Roser lukked
Sig træt i Aftnens Luft,
Omkring dit Stade vugged
Der sig et Hav af Duft.
Der fulgte mig et Minde
Fra denne Skumringsgang;
Jeg synes, min Veninde,
Det har fortjent en Sang.