Snehvide Kaktus, Nattens Dronning bly,
Vidunderblomst, som i din Pragt udspringer
Uset, i Skjul af Nattens sorte Vinger,
Naar Lysets sidste Straaler Jorden fly!
Som tryllet frem imellem Kveld og Gry
Paa denne sære Væxt, som braaddet stinger,
Ved Dagens Grav du først dit Offer bringer
Og dør, imens du længes mod en ny.
Dog vakte dig den Sol, du aldrig saae:
Dens Kald har klinget om din mørke Vraa
Og, mens du slumred, draget dig i Blinde;
Du er som Sangens Blomster i min Hu
Ei Barn af selve Lysets glade Nu,
Men Haab om Lyset dog og Lysets Minde.