Vil blot vi ret, kan ikke Haabet svige,
At engang lader op sig paa vor Vei
Et Land, der blomstrer som en sollys Mai,
En Vaar, for os en Høstens Tid tillige.
Men om vor Trængsel dermed skulde vige,
Er hver Forlængsel endt med den? O nei!
Det Haab staaer fast: hin Stræben endes ei,
Som selv i Armod her har gjort os rige.
Har her vi gjemt den, værget i vort Bryst
Som Sjælens Klenod, der i Sorg og Lyst
Med Hjertet op og ned paa Bølger gynger,
Den maa, naar Lykken naadig til os leer,
Vi bære med selv der, hvor ikke mer
Til vore Fødder Veiens Dynd sig klynger.