De naae os sent, de milde Røster,
Som dæmpe Vikingblodets Brand;
Og silde gryer en Dag i Øster ’
For Mulmet om vort Fædreland.
Og staaer end Aandens Mark ei øde,
Hvor Heltesangens Blomster er dens Grøde,
Og fattes os ei Musers Gunst, —
Helt silde kommer Bogens Kunst.
Kun dækt bag Klerkevældens Skjold
Den kunde Aande drage;
Og hvad af den var i Behold,
Det hærged Ild, det splitted Vold,
Som Intet lod tilbage.
Pris være da den Konges Sans,
Som først forstod at sanke!
Det Blad ei visner i hans Krans:
«Vort Liberi» skjød frem med Glans
Som Enevældens Tanke!
Og samlet blev med Kløgt og Flid
Hos Fremmede og hjemme,
En Bogsal bygt, saa stor og vid,
Som skulde den til evig Tid
Den hele Rigdom gjemme!
Men Hylde op og Hylde ned
Sig hobed Aandens Skatte;
Som Slyngvæxt fremad Fylden skred,
Og Mer der var af Herlighed,
End Rummet kunde fatte!
Tomhed nu boer i det gamle Hus,
Som stod i Sekierne fast,
Mindes Byens Brande
Og engelske Bombekast, —
Saae det Guldhornseventyr,
Savn end dvæler ved, —
Gjemmer Schumachers første,
Griffenfeldts sidste Fjed!
Fast skal og staae, og mer trygt end før,
Det Værk, som i det blev gjort,
Taarne sig i Tiden
Og brede sig rigt og stort, —
Føie stadig Sten paa Sten,
Øge Slægtens Arv.
Nutidsaandens Tanker
Gjemme til Fremtids Tarv!
II.
Kransen er heist, og Huset har vi færdigt,
Slukt er vor Tørst!
Atter er Gjemmet nu det Gjemte værdigt
Nu, som fra først!
Atter i Fred skal Aandens Børn det samle;
Ændret er her kun Klædebon og Kaar:
Sjælen fra det gamle
Endnu bestaaer!
End vil det hygge her blandt sine Minder
Stormand og Drot:
Hjelmstjerne her med Rosenkrone skinner,
Gersdorff og Thott.
Flatøs og Eddas graanede Membraner
Kneise som før i yngre Fællers Ring,
Hvor vort Aandslivs Ahner
Samles til Thing!
Saa skal det staae til Hæder for vort Rige,
Pryd for vor By, —
Staae, som det stod, og vidt blandt sine Lige
Hævde sit Ry!
Saa skal det takke dem, som Værket skyldes,
Dem, som har tænkt, og dem, som villigt gav,
Og dets Ophav hyldes
End i hans Grav!