Jeg drømte, det var Dommedag
For Alt, hvad jeg har digtet;
Hver Løgn, hvert halvt og helt Bedrag
Blev veiet der og sigtet.
Og alt det Bedste, som jeg skrev,
Stod nu forsagt og skjælved,
Og Resultatet ogsaa blev,
At det blev sendt til Helved.
Selv ei den første, grønne Høst
Af mine Allerældste,
Paa hvem jeg stoled ganske trøst,
Var med iblandt de Frelste.
Sidst kom en Sang, en lille bly,
Beskedent frem for Skranken;
Den var mig selv saa sælsomt ny,
Skjøndt min var hele Tanken.
Den blev forhørt og prøvet grant
Af hundred skarpe Blikke;
Da hvert et Svar blev fundet sandt,
Saaes Dommerenglen nikke.
Og sælsomt straalede dens Dragt,
Imens den uden Svimlen
Paa brede, hvide Vingers Pragt
Sig løftede mod Himlen.
Men hvem det var, der her blev levnt,
Det kunde jeg ei finde;
Først da dens Fødselsdag blev nævnt,
Da randt det mig i Sinde:
Det var et Barn, som aldrig fik
Den klare Sol at skue
Og kun et flygtigt Øieblik
Drak Sommermaanens Lue, —
Hin Festnat, jeg vil huske paa
Den Tid, jeg er ilive,
Da kun jeg tænkte, hørte, saae,
Men opgav helt at skrive.