VII Jeg vil ikke sove, — bare hvile
(«Träumerei.«)
(«Träumerei.«)
Jeg vil ikke sove, — bare hvile;
Se, nu daler den, den røde Sol;
Det er, som jeg reiste mange Mile,
Mens jeg sidder stille paa min Stol.
Himlen der er ligesom en Mose:
Skyen er en Ø, hvor jeg kan staae,
Midt paa Øen groer en deilig Rose,
Vandet rundt omkring den er det Blaae.
Se, nu svømmer Solen gjennem Søen,
Vandet er saa klart og varmt og godt;
— Nu er jeg en Konge; der paa Øen
Vil jeg bygge mig et Kongeslot.
Nu er Skyerne som lutter Bjerge.
Øverst sidder Solen paa en Blok;
Inden i den boe der syv smaa Dværge;
De har Guld og Sølv og Perler nok.
Solen er en Fe, som de maae lyde.
Nu gaaer Feen gjennem Bjergets Port,
Og hun seer paa Stenene, de bryde,
Og paa Alt, hvad de idag har gjort.
Og de løfte deres gyldne Skaaler
Og Klenodier imod Solen op,
Og de røde Ædelstene straaler,
Saa det lyser over Bjergets Top.
Saa gaaer hun til Ro i Bjergets Hule.
Stolt hun skrider med sit Silkeslæb;
Underlige Dyr og store Fugle
Staae paa Vagt med Kobberkløer og Næb.
Over hendes Seng er bredt et Teppe,
Purpurfløil og med en gylden Bort;
— Nu gaaer hun derind, — nu sees hun neppe,
Nu har Dværgen lukket Bjergets Port.