Tidt naar jeg saae dit Ansigt,
Kunde jeg fordum sørge
Og rase i mit Indre
Og som fortvivlet spørge,
Om Alt, hvad her mig fryded,
Var underkastet Loven
Og engang skulde visne
Som Bøgens Pragt i Skoven,
Om denne Morgenrøde
Af Tiden vilde mattes,
Og slukkes disse Stjerner,
Som aldrig kan erstattes.
Ja, troede jeg, som engang,
Der var saa liden Mening
I disse Kræfters Virken
Og Bryden og Forening, —
At denne Skat af Ungdom
Og Ynde planløst ødtes,
Saa vilde jeg forbande
Den Time, da jeg fødtes.
Men nei, det kan ei være!
Den maa iløn forvares
kor atter i sin Fylde
Engang at aabenbares.
Den Skal, hvormed uskaansomt
Det ædle Billed dækkes,
Maa være Støbeformen,
Hvoraf det bedre vækkes.
Og naar saa Mesterhaanden
Til rette Tid den knuser,
Saa maa det ses forklaret,
Det Gjemte, som den huser.