Som en Bjergmand Klipperiften,
Som en Læge Nervens Grening,
Som en Sproglærd Kileskriften
Forsker jeg dit Ansigts Mening.
Mens Portraitet jeg beskuer,
Synes det mig sommetider,
Som om Munden let sig buer,
Og et Smil omkring den glider.
Og naar fast jeg tror, du smiler,
Og jeg føler, vi kan enes,
Da, mens jeg i Synet hviler,
Synes Læben at forstenes.
Denne Mund, der med en Musas
Milde Sprog mig tidt har trøstet,
Isner mig som hin Medusas
Billed, som du bær paa Brystet.
Og naar alle Haabets Svaler,
Skræmt af Kulden, bort er fløjne,
Som et Glimt af Haab sig maler
Atter i de dybe Øine.
Saadan speile dine milde
Træk som Søen mine Tanker,
Mens de bugtede og vilde
Slynge sig derom som Ranker.
Saadan klatre de og svaie
Vildt for Blæsten uden Hvile;
Mødes atter vore Veie?
Vil du vredes? Vil du smile?