Lindens Blade grønnes atter;
Under Løvet ved dens Bod
Staar den fagre Kongedatter.
Sangeren ved hendes Fod.
Og han beder, — og hun taaler,
At hans Bøn til Øret naaer,
Og det søde Ansigt straaler
Atter som i svundne Aar.
Mildt hun taler til sin Sanger,
Mens hun strækker ud sin Haand:
„Paa din Bøn skal alle Fanger
Være fri for Jern og Baand.”
Og for Taarnets mørke Kjælder
Aabner sig den tunge Lem,
Mellem Ukrudt, Grus og Nælder
Mylrer der en Skare frem.
Nogle mørke, Andre lyse,
Alle blege dog om Kind;
Endnn skjælve de og fryse
I den milde Foraarsvind.
Og som blændede af Dagen
Stirre de mod hende hen,
Medens Sangeren betagen
Skuer deres Træk igjen.
Og han kjender hver en Fange,
Hver iblandt dem er en Ven:
Det er Minder, Drømme, Sange,
Som hun skjænker Liv igjen.